Dyrlægebesøg
Hvis din kat bange for at komme til dyrlæge er det så muligt at vende dårlige oplevelser til noget positivt? Her får du gode tips til, hvordan du får din kat til dyrlæge, på den mindst stressfulde måde
Din kat stikker af, når den ser transportkassen: Det er derfor ikke urealistisk, at du kommer til at opleve at skulle ringe og flytte din tid hos dyrlægen, fordi din kat har lugtet lunten. Katte synes det er stressfuldt at blive puttet i en transportkasse og flyttet ud af deres trygge og vante omgivelser. Men hvordan kan du give din kat en bedre oplevelse, når den nu skal ned til dyrlægen?
Væn din kat til transportkassen: Så bliver din kat mere tryg, når der bliver brug for den. Vælg en transportkasse som kraftig og af en god kvalitet. Toppen skal være let at afmontere, således at det er nemt at komme til din kat hos dyrlægen.
Hvordan kan du træne din kat til at blive fan af sin transportkasse? Se min video sådan træner du din kat til at elske sin transportkasse.
Lad gerne transportkassen stå fast fremme: Lav den mere spændende ved at lægge et blødt sovetæppe ind i kassen og tilbyd lækre godbidder derinde. På den måde bliver kassen en naturlig del af din kats hverdag og et trygt og sjovere sted for den at opholde sig.
Din kat skal have sin egen transportkasse: En nervøs kat vil udskille alarmferomoner som kan registreres af andre katte. Nervøsitet fra en anden kat kan derfor smitte af på din kat, hvis de deler samme transportkasse. Undgå derfor at benytte en lånekasse, som en anden kat har været transporteret i. Køb i stedet en transportkasse som er din kats egen personlige kasse.Jeg kan varmt anbefale Calm Carrier Transportbox fra Petdk.dk
Brug tryghedskabende feromoner eller beroligende kosttilskud: Feliway spray kan bruges inden afgang hjemmefra, hvor du sprayer kassen 15-20 minutter før katten skal derind. Herved nedsættes stress på køreturen. Beroligende kosttilskud som eks.
- Kalm
- Zylkene
- Serene-Um
kan du med fordel bruge. For at opnå den bedst effekt, bør du starte op et par dage før. Du kan også bruge Royal Canin Calm foder eller Hill`s c/d Urinay Lower Stress foder. Fælles for begge fodermærker er at du bør starte 14-30 dage før en ønsket effekt opnås. Har du en nervøs kat kan den gå på foderet fast.
Træn små køreture i bil: Du kan tilvænne din kat, mens du belønner den. Herved bliver den med tiden mere tryg ved situationen, når den skal transporteres på længere køreture. Hav god tålmodighed og husk at din kat skal trænes med jævne mellemrum, så det bliver en rutine. Start allerede mens din kat er killing.
Tæppe over transportkassen: Skaber mere tryghed til den meget nervøse kat. Prøv dig lidt frem og find ud af, hvad der virker bedst for din kat. Nogle katte vil gerne kunne følge med i hvad der sker omkring dem, mens andre helst vil gemme sig under køreturen.
Er et dyrlægebesøg nu også nødvendigt?: Mange katteejere synes det er synd for katten at komme til dyrlæge og finder hele seancen ubehagelig fordi katten virker bange. Der er ingen tvivl om at de fleste katte finder det stressende, men det er bedre at den gennemlever en times mindre ubehag frem for at gå med en uopdaget lidelse. Katte er mestre i at skjule, hvis de har ondt eller er syge. Så en kat som ser syg ud er virkelig også meget syg.
Tidsbestilling: Fortæl personalet at din kat er nervøs, når du booker tid hos din dyrlæge. Dyreklinikken gør alt, hvad de kan for at vise særlig hensyn til din kat, hvis den er nervøs. Det giver gode muligheder for at forberede din kats besøg bedst muligt, når dyrlægen ved det på forhånd.
Lad børnene blive hjemme: Når du skal til dyrlægen med din nervøse kat er det bedre at lade børnene blive hjemme. Børn er vældig søde, især dine børn. Men de kan nemt komme til at kede sig under dyrlægebesøget. Måske bliver de endda kede af det og urolige fordi de er trætte. Det stresser både dig, din dyrlæge og især din nervøse kat, når der er meget uro under konsultationen. Din koncentration mindskes og måske får du ikke hørt de vigtige informationer, som din dyrlæge giver til dig.
Ved ankomst til dyreklinikken: Fortæl personalet at i er ankommet, og spørg om der er et sted, hvor du og din kat kan sidde uforstyrret for hunde og anden stressende kliniktrafik. Stil kassen højt, således at din kat har et overblik oppefra. Det giver mere tryghed. Lad katten blive i transportkassen indtil i skal ind til konsultationen. Transportkassen er det eneste trygge sted din kat har at forholde sig til, også selvom den måske ikke var begejstret for at komme i kassen derhjemme.
Under konsultationen hos dyrlægen: Træk eller hæld ikke katten ud af kassen, men lad den selv komme ud. Hvis ikke din kat vil ud af kassen, kan dyrlægen hjælpe med at afmontere toppen. Så bliver det nemmere at komme til at undersøge din kat. Er din kat meget utryg kan din dyrlæge bruge et tæppe som top, så din kat får mulighed for at gemme sig. De fleste dyrlæger er ret gode til at undersøge din kat selvom er under et tæppe.
Dyrlægeringen har lavet en video om, hvordan du trygt kan transportere din kat til dyrlæge.